Vedtægter for Herning Astronomi Forening
§1: Foreningens navn er Herning Astronomi Forening (HAF). Foreningens hjemsted er Herning.
§2: Det er Herning Astronomi Forenings formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke astronomien og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i foreningen, at udbrede kendskabet til astronomien.
Der kræves ingen forkundskaber om astronomi.
Foreningens informationer sker hver måned (excl. Juli) via mail.
§3: Foreningens ledelse vælges på generalforsamlingen og består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. Valget gælder for 2 år.
Formanden vælges på generalforsamlingen.
Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, kasserer, sekretær og bestyrelsesmedlem.
Der vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Valget gælder for 1 år.
På lige år vælges:
Formand
2 bestyrelsesmedlemmer
1 suppleant
1 revisor og 1 revisorsuppleant
På ulige år vælges:
2 bestyrelsesmedlemmer
1 suppleant
1 revisor og 1 revisorsuppleant
Valget foregår blandt de af bestyrelsen og generalforsamlingen foreslåede kandidater. Hvis der
er foreslået flere kandidater, end der skal vælges, foregår valget ved skriftlig afstemning.
§4: Der er 2 typer medlemskaber: Personligt medlemskab og familiemæssigt medlemskab.
Der betales et årligt medlemskontingent, hvis størrelse fastsættes på generalforsamlingen jvf. §10.5.
§5: Medlemskabet følger kalenderåret.
Såfremt et medlem ikke betaler kontingent inden 1. marts, vil det pågældende medlem, uden yderligere påmindelse, blive slettet af medlemslisten.
Der skal påmindes om betaling via maillisten i januar og februar.
Ved indmeldelse efter 1. juli betales kun ½ kontingent for nye medlemmer.
Medlemslisten må kun udleveres til medlemmer.
§6: Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
§7: Der indvarsles, via maillisten og hjemmesiden, til den årlige generalforsamling med mindst én måneds varsel.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være skriftlige og bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen afholdes ultimo februar.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller af 1/3 af medlemmerne,
der fremsender skriftligt ønske til bestyrelsen herom sammen med begrundet dagsorden.
Indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst én måneds varsel.
§8: Kun personlig fremmødte medlemmer, som har betalt kontingent for det pågældende år, har stemmeret på generalforsamlingen.
Såfremt et medlem er forhindret i at være tilstede på generalforsamlingen, kan vedkomne afgive skriftlig stemme. Denne skal være bestyrelsen i hænde senest dagen før generalforsamlingen.
§9: Æresmedlemmer kan udnævnes på generalforsamlingen og er kontingentfrie.
Kun personer, som har tilført Herning Astronomi Forening noget særligt, i form af personlig arbejde over længere tid, en særlig økonomisk betænkning eller en anden bemærkelsesværdig begivenhed, kan udnævnes.
Kun personer godkendt af bestyrelsen, kan udnævnes som æresmedlem.
§10: Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1: Valg af ordstyrer og 2 stemmetællere.
2: Formanden aflægger beretning for den forløbne periode, til godkendelse.
3: Kassereren forelægger revideret årsregnskab til godkendelse.
4: Behandling af indkomne forslag (herunder evt. udnævnelse af æresmedlemmer).
5: Fastsættelse af kontingentets størrelse for næste år.
6: Valg af bestyrelse – ud fra de retningslinjer, som er nævnt under §3.
Genvalg kan finde sted.
Såfremt der er opstillet mere end 1 kandidat til de respektive bestyrelsesposter m.v.
skal afstemning ske skriftligt.
7: Eventuelt.
§11: Til vedtægtsændring kræves 2/3 majoritet af de afgivne stemmer.
§12: Såfremt der ikke har været afholdt møder i ét år, indkalder bestyrelsen til ekstraordinær generalforsamling, hvorunder foreningens eventuelle opløsning er på dagsordenen, med overdragelse af foreningens midler til et velgørende formål, eller stiftelse af en ny astronomiforening i Herning.
Godkendt på generalforsamling d. 27. februar 2025.